„De fortabte forældre“

Dorthe og Michael oplevede at deres to sønner tog afstand fra kirken, da familien vendte hjem til Danmark efter flere år som missionærer i udlandetJeg besøgte en familie med to teen-age drenge for at høre deres historie om tro og kirke. Familien har ønsket at optræde anonymt her i artiklen, navnene på forældrene er derfor ændret til Michael og Dorthe. Historien er rigtig nok og gengives her sådan som de har fortalt den til mig.

Illustrationsfoto

Har I selv fulgt i jeres forældres fodspor med hensyn til troen?
’Ingen af os er fra kristne hjem’ fortæller Dorthe. ’Min far syntes jeg var totalt fanatisk og på et tidspunkt måtte jeg alvorligt love ham, at jeg ikke ville prædike for ham eller resten af familien. Både far og mor kom dog senere til tro, far kun 14 dage før han døde. De syntes, det var meget jeg gjorde ud af det med Gud, jeg holdt op med alt muligt i forhold til fest og drenge. Jeg tog en stak LP’er med min musik og smed dem i en plasticpose og så i en bundløs lergrav’.
’Hvad mit hjem angår, tilføjer Michael, så tog de ikke stilling på samme måde. En gang da jeg var 13-14 år gammel sagde min far, at han godt kunne tænke sig, at jeg blev præst. Jeg var ved at falde ned af stolen over den bemærkning.’
’Men ingen af os har en erfaring om kristen opdragelse, hverken sådan skal det være eller det der skal de ikke udsættes for’.
Missionærer
Hvordan kom I selv til kirken?
’Mens børnene var små rejste vi en del rundt med en missionsorganisation. De oplevede virkelig troen i praksis, og at vi levede og åndede med troen i hverdagen’ fortæller forældrene, Michael og Dorthe, til mig. ’Vi kom hjem lige da den ældste blev teenager, den yngste var dengang knapt to år yngre. De havnede lige midt i en helt anden virkelighed og kunne på ingen tid en hel masse ord, som vi aldrig havde hørt dem sige før, og som vi ikke brød os om’.
Familien sluttede sig til en lokal frikirke og begyndte at have deres gang der.
Hvad med den nye generation – jeres to drenge – hvordan har I forsøgt at give troen og kirken videre til dem?
’Det var svært efter vi var kommet hjem. Jeg gjorde virkelig, hvad jeg kunne for at få dem med til møderne, også ungdomsmøderne. En gang nærmest tvang vi den ældste ind i bilen. Jeg tænkte, at bare vi fik ham derop i den der ’hellige atmosfære’ ville der nok komme et åndeligt gennembrud for ham. Det gik efterhånden op for os, at de ikke ville derop. De stak af fra ungdomsmøderne og kom så hjem på et tidspunkt, så det så ud som om de havde været med’ fortæller Dorthe og Michael fortsætter: ’Præsten havde fortalt, at da han var barn og ung tog forældrene ham med til kirke uden at spørge ham – og han var jo tydeligt nok blevet ved med at komme også efter at han var blevet voksen og kunne bestemme selv, så det prøvede vi også på. Drengene sad nærmest demonstrativt ned og sang ikke med eller noget når vi var af sted. Jeg tænke, at de var jo kristne, og at det jo også er deres kirke, og jeg opmuntrede dem til at være lidt mere med og vise noget engagement og tage noget initiativ. Det blev ikke til andet end at læse Anders And og spille spil på mobilen’.

Hvad syntes drengene om det?
’Nu bagefter kan jeg godt se at drengene var stået af for længe siden, fortsætter Michael. At de var der under tavs protest’. ’Jeg tror ikke der var et møde, hvor de ikke kedede sig’, supplerer Dorthe. ’Og en dag for snart to år siden kom de og sagde: ”Vi vil ikke med i kirke længere!” De vidste, vi ville blive kede af det, og jeg kan nu se, at de længe og mange gange kun var kommet i kirke for vores skyld. Jeg blev meget ked af deres beslutning. Det vi havde sat i scene lykkedes ikke og der var også mange spørgsmål og selvbebrejdelser. Hvad har vi gjort galt? Skulle vi have læst noget mere for dem? Skulle vi være blevet i missionsorganisationen? Skulle de have været på en anden skole?
De er jo de eneste vi kan få med herfra og det er så svært at give slip’.

Skete der ellers noget imellem jer?
’Ja, en aften lagde de kortene på bordet og fortalte os en masse, som de havde holdt skjult for os,’ fortæller Dorthe. ’Bagefter kan jeg godt se, at vi vidste meget om det uden, at vi havde villet erkende det for os selv eller andre. Feks havde en af drengene gået ude med en plasticpose, og det havde klirret og Michael var faret derud og skulle finde ud af hvad det var og mente det var ølflasker. Og dengang bedyrede de deres uskyld. Mens de fortalte dæmrede det for mig, at alt det, vi havde givet af regler og kontrol og naturligvis for at beskytte dem havde skubbet dem ind i et dobbeltliv og ind i et net af løgne. Vi var blevet deres kontrollanter og politibetjente og i vores system blev de mere og mere kriminelle og forsvandt ned i en slags undergrundsbevægelse’.

’Det hjalp at få snakket ud, supplerer Michael. Det var som om der lettede et pres på os alle sammen. Når børnene er 12 – 13 år kan man så tvinge dem til at gå i kirke, jeg tror det ikke, og nu, når de er endnu ældre, så kan vi ikke fortsætte med at ville bestemme over dem’.

Hvad har ændret sig i samspillet imellem jer?
’Jeg synes, vi slapper mere af i det, og at vi nu kan få en snak som er mere gensidig. Faktisk er deres fest-frekvens også gået meget ned siden de har fået lov til at tage af sted’ siger Michael, og fortsætter: ’Jeg tror faktisk de er åndeligt årvågne og de har også mange spørgsmål, feks om hvor Gud er henne når jeg går arbejdsløs en periode. En dag snakkede vi om hash, og jeg synes, jeg kunne give et godt råd til den ene af mine sønner, og at han godt ville høre på mig. Han har også fortalt mig om en kæreste, som han har. Faktisk synes jeg, vi får en mere voksen til voksen snak med præg af en venskabelig dialog.’

’Der var ingen fortrolighed før, supplerer Dorthe. Jeg spurgte dem, hvordan det gik i skolen og de sagde bare ’det går fint’. Og så kom lærerne bagefter og fortæller os om pjækkeri, slagsmål og alvorlig uro. Jeg har ikke lyst til at være kommandogeneral mere. Jeg kan lide, at de har deres egne meninger og jeg kan være helt bange for, at jeg kunne komme til at ødelægge det spirende venskab, som er på vej. Jeg tror de går og kigger på os, om de nu kan stole helt på os, om det bliver ved og om vi nu er så liberale, som de har oplevet os. De er stadig lidt på vagt.

Michael siger: ’Vores kirkeform er tilsyneladende ikke noget, som drengene kan lide eller få noget ud af. Det har fået mig til at tænke på, at det, at forlade kirken ikke er det samme som at forlade troen. Det gælder også alle andre mennesker, kan jeg se. Jeg ved jo ikke, hvad de har med Gud. Det er blevet en udfordring til os gamle, at vores faste forestilling om, hvordan det skal være, bliver brudt op. Jeg kan godt se, at somme tider er det blevet for snævert i kirken og fokus har været på nogle moralske regler og der er blevet megen snak om rigtig og forkert. Det har kostet på åbenheden og evnen til at tillade spørgsmål og tvivl og alt hvad der ellers er brug for både for dem og os i en tid, hvor de skal prøve tingene af, sortere og vælge til og fra for deres egen del. Og det samme skal vi voksne jo også. Så på den måde er de en udfordring til os, som vi har fået mere syn for og mere lyst til at tage op’.

Hvordan ser den nye frihed så ud?
’Vi vil gerne de skal have frihed, men vi er ikke ligeglade med dem’. Jeg fortryder min egen livsstil fra før jeg blev en kristen. Det gjorde ondt på mig’, siger Dorthe. ’Så hvad nu hvis en af dem vil have en kæreste til at blive natten over’. Jo, jeg har holdninger og dem vil jeg også give udtryk for. Men jeg vil gerne sige det som min personlige erfaring og ikke som et diktat med en jernhånd.’

Michael fortsætter: ’Jeg hørte om en, som sagde, at den og den musik ville han ikke have i sit hus. Drengene siger, at der er mere i de tekster, de lytter til, end i den musik, som vi hører. Det kan der måske være noget om. Jeg vil hellere bede dem om at skrue ned, hvis jeg føler mig generet end at forbyde dem at spille. Men, hvis en af dem vil have en pige til at overnatte her, så skal de sove i hver sit værelse.’
Vores interview glider her over i en snak om frihed og ansvar og betydningen af tydelige forældre, som tør forblive i kontakt med sig selv, også når det gør ondt. Og om gradvis overdragelse af voksenansvar til voksen-apspiranterne. Om at være et fyrtårn, som børnene kan orientere sig i forhold til frem for kaptajner på deres kommandobro.

Har I et godt råd til andre forældre?
’Vi er vist blevet mere tilbageholdende med at give råd. Vores oplevelse har været, at der er en dobbelt smerte i den her proces. Smerten ved at erkende, at der er noget, vi skal forholde os til at tage stilling til og må gøre noget ved i familien. Og så smerten ved at måtte give slip på de børn. En gevinst er så, at de tilsyneladende kommer tilbage, og nu mere som venner og i en større fortrolighed end før.